Tanketing.dk

Koncentration – Indlæring – Afstressning

logo

Velkommen

Hvad er en Tangle?

Artikler

Om Tangler og koncentration

af Marianne Keis Dinsen, marts 2011

Jeg har tit været til møder, undervisning eller foredrag, hvor jeg forventes at sidde helt stille og ikke har mulighed for at bevæge mig, hvor jeg bare bliver mere og mere søvning – uanset hvor spændende emnet måtte være!

Jeg har ikke tal på hvor mange kuglepenne jeg har slidt op ved at sidde og klikke dem. Det hjælper mig, men er irriterende for dem, der sidder ved siden af mig, og det er dybt pinligt når delene springer fra hinanden og flyver i alle retninger!

I dag kan jeg grine ad det, men i situationen er de andres tydelige irritation og bevidstheden om min egen pinlighed med til at distrahere mig endnu mere. Jeg kunne blive noget så misundelig på hende, der sad længere fremme og bare tegnede de mest fantastiske tegninger på sit notatpapir mens hun lyttede koncentreret! Det hjalp på hendes koncentration, tænker jeg, men jeg havde brug for noget andet.

Nu har jeg min Tangle! Den hjælper mig faktisk til at koncentrere mig. Jeg føler at jeg bedre kan ”hænge sammen” i hjernen når jeg har den i hånden. I nogle situationer er det nødvendigt at ”dimse” med den. Andre gange er bare følelsen af at have den mellem fingrene nok. Jeg tænker ikke over det mere, jeg har den bare med mig og det er blevet noget naturligt for mig at bruge den.

Det lyder mirakuløst, men det er det såmænd ikke. Det er seriøst og der er sund fornuft bag ideen.

Når man motionerer bliver motorikken af sig selv bedre og de kognitive funktioner i hjernen bliver styrket. Det er der forskningsmæssig belæg for og det er heldigvis almindelig viden i dag.

Nyere forskning viser også at hjernen fortsætter med at udvikle sig gennem hele livet og ikke stopper ved 20 års alderen som tidligere antaget, og den udvikling er stærkt præget af det vores sanser udsættes for.

Endelig viser forskning at bevægelse stimulerer frigørelsen af neurotransmitterene dopamin og serotonin. Begge stoffer hænger sammen med hukommelse, koncentration, motivation samt humør og er også dem der er i søgelyset når man medicinerer for f.eks ADHD vanskeligheder.

Og så ved jeg at der indenfor psykologien findes studier, der viser at håndbevægelser kan være med til at gøre det nemmere at huske og genfortælle en historie for børn. I mange børnehaveklasser bruger man håndfonemer for at hjælpe børnene med at huske lydene og billederne, der hører til bogstaverne.

Så det at bruge hænderne aktivt mens man lytter nytter på flere måder: Det hjælper i situationen og det støtter udviklingen. Legetøjet med den ”uendelige” snoning er udtænkt til netop dette, og det er min erfaring at den hjælper på den indre uro, og at den er bivirkningsfri.

Man skal have lyst til en tangle. Derfor findes de i så mange forskellige udformninger – forskellige mennesker har forskellige behov og stimuleres af forskellige farver, former og overflader. Jeg kan se at det er forskelligt hvilken Tangle jeg selv eller mine drenge bruger. Vi har hver vores personlige favorit. Somme tider skifter favoritten, men det kan vi håndtere.

Jeg tror ikke at Tangler er en revolution i undervisningen eller ligefrem kan bruges som et behandlingsmiddel, men Tangler er sjove, gode, rare og nemme at have ved hånden hele tiden - og de generer ikke nogen!

Derfor er jeg så begejstret for dem og derfor er jeg glad for at drive min lille internetbutik her så de kan blive mere udbredte!

Prøv selv!

Copyright © 2011 Marianne Keis Dinsen & TANKETING.DK





ASYM APS, Espegårdsvej 20A, 2880 Bagsværd, marianne@tanketing.dk, CVR-nr. 27418732