Tanketing.dk

Koncentration – Indlæring – Afstressning

logo

Velkommen

Hvad er en Tangle?

Artikler

Fidget to Focus

Kan man ”dimse” sig til øget opmærksomhed?

  • en boganmeldelse krydret med egne erfaringer.

Af Marianne Keis Dinsen, bragt i ADHD foreningens blad juni 2012.


Uro er ikke et tegn på dårlig koncentration, men skyldes at man faktisk arbejder på at bevare sin koncentration. Og ved at bruge uroen strategisk kan man blive mere koncentreret og arbejde mere fokuseret.

Det er hovedbudskabet i den amerikanske bog Fidget to Focus med undertitlen: Outwit Your Boredom, Sensory Strategies for Living with ADD. Bogen er skrevet af Roland Rotz, børne- og voksenpsykolog i Californien og Sarah Wright, coach med speciale i ADHD og selv forælder til et barn med ADHD og Asperger Syndrom.

Fidget to Focus

Men lad mig starte med min egen historie: Da den ene af mine fire drenge i 2007 fik diagnosen ADHD, blev jeg opmærksom på hans og mit behov for at have noget i hænderne til at ”dimse” med. I ADHD foreningens butik fandt jeg en Tangle – det var en stor success, Jeg købte også en del andre ting hjem fra engelske internetbutikker, og vi afprøvede og udvalgte favoritter - men især Tanglen tiltrak sig opmærksomhed.

Siden 2010 har jeg selv importeret Tangler og jeg oplever støt stigende interesse fra både private, skoler og psykiatere.

I Fidget to Focus sætter de to forfattere ord på, hvorfor vi er mange, der oplever at vores evne til at koncentrere os og fokusere på et emne øges når vi ”dimser” med noget: Uanset om vi ”klikker kuglepen”, vipper med fødderne eller drejer på en Tangle.

Inspirationen til bogen og emnet for de første kapitler kommer fra forfatternes egen opdagelse af, hvordan de og deres klienter kunne opnå større koncentration når de lavede ting med hænderne. De beskriver en kvindelig studerende, der bedst kunne koncentrere sig om at lytte og lære når hun samtidig spillede på sin Nintendo! Hun havde opdaget at hendes opmærksomhed blev skærpet af at hun multitaskede.

I gennemgangen af ADHD kommer forfatterne ind på hvordan det, at være hyperaktiv egentlig dækker over en inaktiv hjerne, som man med hyperaktiviteten prøver at vække.

I forhold til kontrolgrupper ser de fleste med ADD og ADHD ud til at have normal hjerneaktivitet i hvile, men nedsat hjerneaktivitet når de skal løse en opgave. Og derfor mener forfatterne at det er et kerneproblem for mennesker med ADD og ADHD, at hjernen genrelt er i for lave ”omdrejninger”, og at man derfor intuitivt søger noget der kan få gang i stimuleringen.

Man kan altså sige, at hvor vi normalt tænker at mennesker med ADHD har brug for at komme af med overskudsenergi, så er tit det faktisk omvendt: Uroen er med til at få energi til hjernen og sikre opmærksomhed og koncentration.

Tangle Therapy

Bogen kommer også ind på emnet kedsomhed i forhold til interesse. De fleste med ADHD kender til at det kan være meget svært eller ligefrem umuligt at lave en kedelig aktivitet, mens det vi finder spændende kan vi lave herfra og i al evighed mens vi overhører kroppens signaler om at spise og drikke - og pludselig opdager at dagen er gået og vi er ved at dø af sult! Her har kroppen leveret energi til hjernen hele vejen. Kan vi snyde kroppen til at gøre det også for de mere trivielle aktiviteter?

Tidligere havde minearbejdere et bur med et par kanariefugle med ned i minerne: Når fuglene faldt ned fra pinden var det tegn på begyndende mangel på ilt og det var på tide at komme ud. Sådan er det også med kedsomhed: Kedsomhed er et signal om at hjernen er understimuleret, og hvis man ikke gør noget, så vil man om lidt opleve indlæringsvanskeligheder, hukommelsesbesvær, lav selvkontrol, dårlig planlægning og organisering.

Men hvad stimulerer så hjernen? Nogle skriver på farvet papir, andre laver konkurrencer med sig selv eller andre, nogle tæller og nogle dimser.

Udsættelse (prokastrinering) er efter forfatternes mening en pudsig drejning i dette dilemma, for når man udsætter en opgave til sidste øjeblik, så kommer der ekstra pres på hjernen og det kan skabe lige netop den tilstand, der skal til for at lave en fantastisk opgave.

Når vi føler os understimulerede og keder os er det et udtryk for at der er ubalance i kemien i hjernen, siger forfatterne. For at kompensere for denne ubalance søger vi intuitivt sansemotorisk aktivering. Disse sansemotoriske input stimulerer os og styrker fokus.

Bogen har gjort mig mere bevidst om, hvordan jeg styrker min koncentration. Mens jeg læste den havde jeg nogle gange en blyant i hånden andre gange en Tangle. Jeg skrev også flittigt noter på papir eller computer, og nogle gange lyttede jeg til musik. Det vigtige er ikke, hvad man gør, men om man finder noget, der virker!


Faktaboks:

Det er meget individuelt, hvad der hjælper på koncentrationen. Forfatterne har mange gode ideer, men der er i princippet ingen grænser. Hvis det virker, så virker det:

  • Du kan vippe med fødderne

  • rejse dig op

  • sidde på en stor gymnastikbold

  • tage pauser hvor du bevæger dig eller dyrker motion

  • tegne kruseduller

  • tygge tyggegummi

  • dimse med smykker, ure eller en Tangle

  • spise snacks (knase, sur, sød, salt)

  • konkurrere mod tiden

  • udfordre andre i kedelige opgaver

  • snakke i telefon mens kedelig opgave udføres

  • osv

Marianne Keis Dinsen

Marianne er 43, har ADHD og er mor til fire drenge, tre af dem med diagnoser i ADHD- og Asperger-området. Marianne er gift på 18. år og bor i Bagsværd. Marianne står bag hjemmesiden Tanketing.DK.

Marianne

Tangler

Tanglen blev opfundet af Richard X. Zawitz i Californien og hans firma Tangle Creations Inc har siden 1981 produceret hans ”uendelige form” i et utal af varianter. De fleste Tangler er i plastic, men de fås også med siliconeoverflade og i metal. Tangler kan fås fra ca 30 kr til 175 kr afhængig af model og materiale.


Copyright © 2012 Marianne Keis Dinsen & TANKETING.DK

ASYM APS, Espegårdsvej 20A, 2880 Bagsværd, marianne@tanketing.dk, CVR-nr. 27418732